Børn og unge
Investering i fremtiden – vores børn og unge
Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg vil skabe bedre rammer for børn og unge i Randers. De er kommunens fremtid. I dag står omkring 1.000 unge mellem 18 og 29 år uden tilknytning til job eller uddannelse. Det er næsten hver tiende – mennesker med potentiale, som vi ikke må tabe på gulvet. Jeg tror på, at vi kan løfte dem ved at give dem muligheder, ansvar og frihed til at skabe deres egen vej.
Et ungehus som samlingspunkt
Jeg foreslår at etablere et ungehus eller studenterhus i Randers midtby. Det skal være et sted, hvor unge mellem 15 og 29 kan mødes til koncerter, arrangementer og foreningsliv. Et sted, hvor man kan få erfaring fra frivillige jobs, finde fællesskab og bekæmpe ensomhed. Under samme tag skal der være mulighed for lektiehjælp, vejledning fra studievejledere og sagsbehandlere samt støtte fra frivillige organisationer som får til huse på samme adresse. Jeg foreslår, at kommunen yder et lån til opstart, så huset kan blive selvkørende på sigt.
Flere uddannelsesmuligheder i Randers
Randers skal være en attraktiv by at tage en uddannelse i. Alt for mange unge flytter væk, fordi vi mangler uddannelsestilbud. Jeg vil arbejde for at tiltrække flere erhvervs- og videregående uddannelser til byen, så unge ikke behøver flytte for at følge deres drømme. Det gælder både flere erhvervsuddannelser, hvor vi kan samarbejde tættere med det lokale erhvervsliv om praktikpladser og lærepladser, og nye videregående uddannelser, som kan understøtte væksten i Randers. Et stærkere uddannelsesmiljø og ungemiljø vil også styrke erhvervslivet og tiltrække flere familier til kommunen.
Trygge skoleveje og bedre rammer
Trygge skoleveje er en forudsætning for, at børn kan cykle eller gå i skole. Venstre vil sikre 100 km nye cykelstier i hele kommunen, blandt andet vil jeg arbejde for en cykelsti mellem Gjerlev og Øster Tørslev. Vi skal have sikre passager, så forældre trygt kan sende deres børn af sted. Samtidig skal vores skoler og institutioner have et løft i vedligeholdelsen. Der skal investeres i rammerne, så børn og lærere kan være stolte af deres skole. Jeg vil også styrke folkeskolerne med praktikanter, jobprøvning og ekstra støtte i 2-lærerordninger – men altid med respekt for det frie valg mellem folkeskoler, friskoler og privatskoler.
En levende og tryg midtby
Randers midtby er vores fælles hjerte. Den skal være tryg, levende og attraktiv for både borgere og erhvervsliv. Jeg vil arbejde for at forskønne bybilledet, sikre bedre belysning og skabe rammer for flere aktiviteter og oplevelser. Samtidig skal vi skabe tryghed i hele kommunen – fra midtbyen til de mindre lokalsamfund – så alle føler sig hjemme.
Rammer, ansvar og muligheder
Kommunen skal skabe rammerne, men det er den enkelte, der skaber sin fremtid. Jeg vil give de unge mulighederne – gennem et ungehus, flere uddannelsestilbud, flere jobs, bedre skoleveje og friheden til at vælge mellem folkeskoler, friskoler og privatskoler. Randers skal være en by, hvor unge kan lykkes på egne præmisser – i fællesskab, uddannelse og job.